Elsker du honning? Det gør vi også! Men vidste du også, hvordan det står til med honningbierne i Europa? Disse små, flittige insekter får det faktisk sværere og sværere, og derfor bliver deres produkt – honningen – til et stadig mere værdifuldt og sjældent gode.
I omkring 20 år er der blevet færre og færre bier. Det skyldes primært den massive brug af syntetiske pesticider og insekticider, men også den stærkt faldende biodiversitet. I Frankrig blev bidøden allerede i midten af 1990'erne klassificeret som alarmerende: antallet af biavlere faldt således med 40 % fra 2004 til 2012, antallet af bistader med 20 % og det årlige udbytte med omkring 28 %, hvilket førte til årlige tab på over 30 %.
Fænomenet kender naturligvis ingen landegrænser og har også spredt sig til andre europæiske lande samt USA og Canada.
Konsekvenserne er indlysende: Da mange planter er afhængige af bestøvning fra insekter (bl.a. bier) for at kunne formere sig, medfører bidøden også en tilbagegang for disse planter, og det har igen konsekvenser for vores fødevareressourcer ... bier er trods alt en pålidelig indikator for vores miljøs tilstand og dermed også for miljøskader af forskellig art.
Ifølge Julien Bourrette, biavler fra Languedoc-Roussillon og producent af den vidunderlige honning fra "Mes ruches", er de nye pesticider, såkaldte neonikotinoide insekticider, en sand katastrofe for bierne, fordi de permanent sætter sig i planterne, da de cirkulerer gennem planten via plantesaften.
I kombination med mange andre faktorer (genmodificeret såsæd, elektromagnetiske svingninger, generel miljøforurening, klimaforandringer, forsvinden af forskellige plante- og blomsterarter, vira, parasitter, svampeangreb ...) er der flere og flere bier, der ikke formår at klare denne store belastning, hvilket fører til massiv bidød.
Derfor har honningproduktionen i Frankrig været faldende siden 90'erne: mens der ifølge Julien i 1995 blev produceret 32.000 tons honning, var det i 2009 kun 18.000 tons, og i 2014 kun 10.000 tons.
Julien vurderer heller ikke situationen som værende særlig lys, men ser det som positivt, at honningforbruget i Europa forbliver stabilt, og at dette vidunderlige naturprodukt fortsat værdsættes. Han konstaterer også en voksende bevidsthed hos slutforbrugerne om, at honning er et værdifuldt naturprodukt, der er underlagt sæsonudsving, og som – hvis det udvindes med omhu – også har sin pris. Gennem sit naturorienterede arbejde sender Julien et signal om en nødvendig nytænkning – så vi også om 50 år kan spise ægte honning fra ægte bier!
