I den sidste uge af februar fløj jeg til Porto sammen med min kone Efi, vores to døtre Anaïs og Noémie og vores barnebarn Rosalie. Maître Philippe & Filles var altså endnu en gang på farten. Formålet med vores rejse? I denne uge fandt to vigtige vinmesser sted i Porto: Essência do Vinho i Palacio da Bolsa og Simplesmente Vinho i ruinerne af Convento de Monchique.
På Essência havde vi en aftale med vores vigtigste leverandører fra Portugal: Luís Louro og Inês Capão fra Adega do Monte Branco. De havde de nye Alento Rosé og Branco med, og vi benyttede lejligheden til en lille smagning. Da vinene – hvordan kunne det være anderledes? – er yderst vellykkede, slog vi til med det samme og øgede vores reservation af roséen med det samme. Bortset fra dette glædelige gensyn var "Essência" dog ikke interessant for os, da det primært var store grupper, der var repræsenteret. Den gamle, pragtfulde bygning er dog altid et besøg værd.
Essência do Vinho i Palacio da Bolsa
Philippe Causse, Inez Capão, Luís Louro på Essência do Vinho
Samme aften inviterede Luís os på middag i den berømte restaurant "Paparico". Maden var virkelig fremragende, og vi nød først en meget fin "gammel" Alvarinho fra Anselmo Mendes, efterfulgt af Monte Branco Tinto fra Luís. Den var faktisk langt bedre end den vin, som tjeneren havde anbefalet os: en Covila Tinto lavet på Cabernet-Sauvignon, selvom den naturligvis heller ikke skal skamme sig. Efter denne direkte sammenligning stod det os igen klart, at Portugal egentlig ikke har brug for fremmede druesorter – der er så mange gode autoktone druesorter dér, mere end 300!
Simplesmente Vinho, den anden messe, var en vigtigere aftale for os, da mindre og mere interessante vinbønder er repræsenteret dér. Her kunne vi smage mange spændende nye vine, møde nogle kendte leverandører igen og frem for alt lære mange søde, nye vinbønder at kende.
Først mødte vi Antonio Madeira, "franskmanden fra Dão", som besøgte os sidste år i forbindelse med vores "Festa Portuguesa" i Berlin, og som nogle af jer sikkert stadig husker. Anaïs og Noémie gensmagte hele hans sortiment og havde stor glæde af det. Vi har stadig et par flasker af hans Vinhas Velhas 2012 på lager. Hvis I altså ikke har stiftet bekendtskab med ham endnu, bør I skynde jer. Vinen er let og ekspressiv med en mineralsk, let jodholdig smag, der afspejler den granitrige jord, som vinen vokser i.
Antonio Madeira ved Simplesmente Vinho
Efterfølgende talte vi længe med Miguel Louro, ejeren af Quinta do Mouro (og Luís' far), og benyttede den dejlige lejlighed til at smage alle hans vine, som vi – ikke overraskende – igen var meget begejstrede for. Det var heldigt, at vi på forhånd havde sikret os de sidste 120 flasker af Quinta do Mouro 2009, for efter tildelingen af Parker-point – han fik 95/100 – er vinen fuldstændigt udsolgt.
Vi besøgte også standen for Luis Pato fra Bairrada, som ganske vist ikke var der selv, men i stedet blev repræsenteret af sin højgravide yngste datter, Maria. Fra deres stand bevægede vi os videre til Marta Soares fra Casal Figueira, hvis hvidvin vi smagte med stor nydelse. Den fremstilles nord for Lissabon af den autoktone druesort Vital.
Lige ved siden af lå standen for Quinta da Bageiras fra Bairrada-regionen, et område, der er berømt for sine Espumantes (Crémants). Vi var især begejstrede for Espumante Branco Brut uden dosage 2011 (lavet på Bical-druen), lige frisk degorgeret, med en meget fin mousse og en kompleks friskhed i munden. Espumante Rosé 2013 lavet på Baga-druen (ligeledes "Zero Dosage") kunne vi også rigtig godt lide. Den smagte vi dagen efter som aperitif på restaurant "O Gaveto" i Matosinhos, den gamle fiskerihavn nord for Porto. Quinta da Bageiras er definitivt et vinhus, som vi kan forestille os et samarbejde med.
En særligt vigtig etape var naturligvis også standen for de unge vinbønder fra Portugal, heriblandt Rita Marques Ferreira, som vi allerede arbejder meget succesfuldt sammen med. Hun var også med til vores "Festa Portuguesa".
Vinho Verde "Clip" lavet på 100% Loureiro fra hendes kollega Pedro Maria Barbosa vil afløse vores nuværende Vinho Verde. Den er meget behagelig, frisk og frugtig uden restsukker/CO2 og dejlig mineralsk. Hvis alt går vel, ankommer den til os lige tids nok til aspargessæsonen.
Noémie Causse og Pedro Maria Barbosa ved Simplesmente Vinho
Hos de unge vinbønder mødte vi derefter Frederico Lobão fra Gerações de Xisto, en meget lille producent af olivenolie af høj kvalitet fra Douro Alto. Frederico gav os en prøveflaske af sin olivenolie, som vi er virkelig begejstrede for. Den er tæt, kompleks, gylden med grønne reflekser, kraftfuld og elegant med tydelige noter af friske artiskokker. Dertil kommer et utroligt forhold mellem pris og kvalitet, hvilket er særligt overraskende, når man ved, at olivenolien fra Douro Alto er resultatet af hårdt, ægte og traditionelt håndværk.
Olivenhøst i Douro
Udover olivenolien kunne vi tage to andre særligt gode souvenirs med hjem fra Porto: Contraste Rosé fra huset Conceito (Rita Marques Ferreira) og en hvid portvin, resultatet af samarbejdet mellem Rita og den kendte Madeira-producent Barbeito. Roséen har begejstret os og hele teamet så meget, at vi uden videre købte hele produktionen. Det er ganske vist "kun" 1.200 flasker, men med den kvalitet er vi ikke sikre på, om det rækker til hele sommeren ...
En absolut ny opdagelse var vinene fra Nuno Mira do O, som bringer Portugal tilbage i den absolutte verdenselite inden for vin. Ligesom mange af sine kolleger er Nuno omkring 30 år, er uddannet vinbonde, har efterfølgende læst økologi, videreuddannet sig i udlandet (ofte Bordeaux, Californien eller New Zealand) og derefter gjort sig fortjent på en Quinta i hjemlandet, før han besluttede sig for at nedsætte sig som "garage-vinbonde" i Dão og Bairrada. Vi var især begejstrede for hans hvide Druida lavet på 100% Encruzado, som vi – sammen med et par ligeledes fantastiske rødvine – bestilte med det samme. De ankommer snart til os, og så kan I selv danne jer et indtryk.
En sidste skelsættende oplevelse, der ikke havde noget med vin at gøre, fik vi under vores besøg på restaurant "O Gaveto" i Matosinhos. Miguel Louro havde anbefalet os at spise deres specialitet "Lampreia a Bordelesa" (negenøje). Det turde vi dog ikke, så vi valgte i stedet den klassiske Bacalhau. Eller ville du have vovet at spise dette fortidsdyr?
