Der findes fisk – og så findes der Almadraba-tun. Enhver, der har smagt et godt stykke rødtun fra Gibraltarstrædet, forstår straks, hvorfor spanierne taler om "rødt guld". Men der ligger mere bag denne fisk end blot smagen. Der ligger en fangstmetode bag, som er så gammel, at fønikerne allerede kendte til den. Tid til at se nærmere på den.
Hvad er Almadraba egentlig?
Ordet "Almadraba" stammer fra arabisk og betyder i overført betydning "kampens sted" eller "slagplads". Det lyder krigerisk – og på sin vis er det også en smule sådan. Der er tale om en gigantisk labyrint af faststående net, som om foråret forankres i havet ud for den andalusiske kyst.
Ideen bag er forbløffende enkel og har været den samme i årtusinder: Rødtunen svømmer hvert år fra Atlanten gennem Gibraltarstrædet og ind i Middelhavet for at gyde. Den svømmer altid omtrent ad de samme ruter. Fiskerne kender disse veje indgående og placerer deres netlabyrint i vejen for den. Tunfiskene svømmer ind, finder kun vej fremad – og ender til sidst i det sidste kammer, hvorfra de bliver hevet ombord.
Intet slæbenet, der pløjer havbunden op. Ingen kilometervis af drivgarn. Kun et fastforankret net, der venter lige præcis ét sted.
En historie, der rækker tilbage til fønikerne
Ved Costa de la Luz har man fisket tun i omkring 3000 år. Fønikere, grækere og romere vidste at værdsætte fisken fra regionen. Romerne fremstillede her endda deres berømte fiskesauce "Garum" – ruinerne af de gamle fabrikker kan man stadig se i dag, for eksempel i den antikke by Baelo Claudia ved stranden i Bolonia.
Tunfisken var dengang så vigtig, at den blev præget på mønter. Nogle af de ældste mønter fra den iberiske halvø viser en tunfisk.
Engang var der over 100 almadrabaer langs denne kyst. I dag er der kun en håndfuld tilbage. De mest kendte ligger i Barbate, Tarifa, Conil de la Frontera og Zahara de los Atunes – alle i provinsen Cádiz, alle kun få kilometer fra hinanden.
Tarifa og Barbate: To steder, én fisk
Barbate er hjertet i Almadraba. Byen er ikke en klassisk postkort-idyll, men til gengæld lever en stor del af befolkningen her direkte eller indirekte af tunfisken. Hundredvis af familier er afhængige af fangsten. Når sæsonen starter i april, er det en sand begivenhed her. Hvis du vil opleve rødtunen fra sin bedste side, er "Semana Gastronómica del Atún" ved Barbates lange strandpromenade fra slutningen af april til begyndelsen af maj det helt rigtige sted.
Tarifa, det sydligste punkt på det europæiske fastland, er det andet store navn. Byen er mest kendt blandt surfere og kitesurfere på grund af den konstante vind – men tunfiskeriet har også dybe rødder her. På fiskemarkedet i Tarifa kan man få de forskellige udskæringer af tunen, fra det magre til det fede stykke. Særligt eftertragtet: "Ventresca", det fede stykke fra bugen, som er svært at få fat i herhjemme.
Begge steder fejrer deres fisk med fiestaer, tapas-ruter og festivaler. Tunfisken er her ikke bare mad, men identitet.
Fordelene: Hvorfor Almadraba er noget særligt
Almadraba har nogle virkelige styrker, der adskiller den fra industrielt fiskeri:
Den er selektiv. Der fanges primært store, voksne dyr, som allerede har gydet mindst én gang. Unge fisk kan slippe ud gennem nettene. Det skåner bestanden for fremtiden.
Den er stedfast. Nettet bliver ét sted. Der forekommer ikke omfattende bifangst af delfiner, skildpadder eller andre arter, som det sker ved gigantiske drivgarn eller snurrevod.
Den skåner havbunden. I modsætning til bundslæbenet, der trækkes hen over havbunden, forårsager Almadraba ikke nogen skade dernede.
Den sikrer arbejdspladser. I en økonomisk ofte svag region er hele lokalsamfund afhængige af denne tradition. Det er levende håndværk, ikke en anonym industrivirksomhed.
Kvaliteten er enestående. Fisken bliver ofte drænet for blod direkte ombord og hurtigt nedkølet – nogle virksomheder lynfryser den på få minutter ved minus 60 grader. Resultatet er en topkvalitet, der er efterspurgt globalt, især i Japan.
Ulemperne og skyggesiderne
Hvor smuk traditionen end er – der er også nogle kritiske punkter:
Bestanden var længe i fare. I 1950'erne fangede man stadig omkring 15.000 tons om året. I 2006 var det kun omkring 1.100 tons. Rødtunen var massivt overfisket – dog primært på grund af det industrielle fiskeri i Middelhavet, og i mindre grad på grund af selve Almadrabaen.
Fangsten er ikke for alle at se. Når de store dyr i det sidste kammer bliver hevet ombord, er det en arkaisk og ganske blodig affære. Det skræmmer nogle væk.
Der er strid om kvoter og magt. Hvem der må fange, og hvor meget, er strengt reguleret og besluttes i Madrid og Bruxelles. Der er jævnligt spændinger mellem virksomhederne omkring fordelingen af koncessionerne.
Afhængighed af en enkelt art. Hvis det går skidt for tunfisken, går det skidt for hele byer. Denne afhængighed gør regionen sårbar – især fordi andre fiskearter i området kæmper med problemer som den invasive asiatiske alge eller indvandrede blåkrabber.
Gode nyheder: Tunfisken er tilbage
Og nu det glædelige: Rødtunen har det markant bedre igen. Siden omkring 2013 er bestanden kommet sig mærkbart. Fiskere beretter, at der nu er "tunfisk overalt".
I løbet af efteråret 2025 øgede den internationale fiskerikommission, ICCAT, fangstkvoten for rødtun med historiske 17 procent – efter år, hvor den havde været fastfrosset. For Almadrabaerne i Cádiz og de små fiskere i Barbate er det et velfortjent pusterum. Branchen vurderer stigningen som en anerkendelse af, at man har drevet et bæredygtigt fiskeri.
Betyder det "frie tøjler"? Nej. Virksomhederne understreger selv, at en højere kvote ikke betyder, at "alt er tilladt", men derimod giver lidt mere råderum under fortsat forsigtig forvaltning. Det er netop balancen mellem tradition, økonomi og videnskab, der gør Almadraba så spændende.
Konklusion: Mere end bare en fisk
Almadraba er et af de sjældne eksempler, hvor en ældgammel metode stadig giver mening efter 3000 år – både kulinarisk og kulturelt. Den er selektiv, skånsom og leverer en kvalitet, der ikke finder sin lige. Samtidig minder dens historie os om, hvor hurtigt en bestand kan tippe, og hvor vigtigt det er at fiske med måde.
Næste gang du står med et stykke rødtun eller en god dåse tun fra Andalusien i hånden, ved du nu, hvilken historie der ligger bag. Og måske smager den så endda en lille smule bedre.
