Vinregionen, der i 2009 blev omdøbt til Península de Setúbal, er også kendt under den mere klangfulde regionale betegnelse "Terras do sado".
Landet omkring Sado-floden ligger på Setúbal-halvøen. Med sin betagende kyststrækning er det ikke bare et populært rejsemål for feriegæster, men også Vinho Regional-området for landvine i det centrale Portugal.
Kvalitetsvinområdet blev grundlagt i 1907 og har på grund af sin rige og gamle historie et beskyttet navn.
Dette navn må udelukkende bæres af muskatellervine (Moscatel), som besidder en meget fin aroma og hører til blandt vinverdenens klassikere.
Landvins-appellationen strækker sig i baglandet blot få kilometer fra Lissabon. Den ligger mellem flodmundingerne af Sado og Tejo, og den geografiske nærhed til hovedstaden er optimal for vinbønderne.
Vinarealet strækker sig over ca. 10.000 hektar og er opdelt i to zoner med forskellig jordbundsbeskaffenhed. På den ene side finder man et bakket landskab med ler- og kalkholdig jord, hvor vinmarkerne strækker sig i en højde på op til 500 meter.
I den anden zone, som udgør 80 % af arealet, vokser vinen i et fladt landskab på mager, sandet jord. På dette areal ligger desuden de to DOC-områder Setúbal og Palmela.
DOC Setúbal
I denne DOC vokser vinstokkene på kalkholdig, sandet og lerholdig jord.
Setúbal er særligt berømt for sin likørvin Moscatel. Denne vandt anerkendelse allerede i det 17. århundrede og blev efter ønske fra den franske konge Ludvig XIV endda sendt til Versailles.
Kun når denne unikke likørvin består af mindst 85 % af druen Moscatel de Setúbal og indeholder små andele af sorterne Arinto, Boal Branco, Moscatel Douro og Moscatel Roxo, må den kalde sig Moscatel de Setúbal.
Hvis vinen indeholder mindre end 85 %, men mindst 67 % af muskateller-sorten, må den kalde sig Setúbal.
DOC Palmela
Denne DOC er præget af nærheden til Atlanterhavet og et middelhavsklima.
Somrene er her varme og tørre, mens vintrene ofte er regnfulde. Her dominerer sandjord. De bakkede områder, som er langt bedre egnet til vindyrkning, består dog hovedsageligt af kalksten og ler.
Trods den knappe strukturdannelse i jorden er der tilstrækkeligt store hulrum. Disse sørger for god udluftning og vandgennemstrømning.
Dermed tilbyder de, takket være deres store dræningspotentiale, fremragende terræn til dyrkning af rødvin. Den gode jordstruktur sørger for en stabilt god høst og er afgørende for den færdige vins smag.
Historie og udvikling af vindyrkningen på Península de Setúbal
Allerede i midten af det 19. århundrede var Península de Setúbal et levende handelscentrum.
Dets vinområde var dengang med 4.000 hektar det største i hele landet og et højborg for vinkultur.
I de senere år har regionen nået et forbløffende niveau: Åbningen af den nye Ponte Vasco da Gama, broen over Tejo-floden, førte til en yderligere opblomstring af den lokale vinkultur. Gennem broen er der nu skabt en forbindelse til Lissabon. Dermed har en del af hovedstaden spredt sig til halvøen.
Især de to store, gamle vinhuse José Maria da Fonseca og Bacalhôa-Vinhos har hjulpet med udviklingen af vinene og øgningen af deres allerede høje kvalitet. Også nogle af de mindre og yngre virksomheder yder deres bidrag og sørger så vidt muligt for yderligere fremgang.
Et stort vinudvalg i Terras do Sado
På 10.000 hektar vinareal produceres årligt 300.000 til 400.000 liter vin. Halvøens vine tilbyder de mest forskelligartede egenskaber. Hvidvinene er præget af en ofte meget aromatisk, blomsteragtig duft. Rosévinen er frisk og frugtig, mens rødvinen er velstruktureret med noter af skovbær.
En anden ganske særlig specialitet fra DOC Setúbal er den ædle likørvin Moscatel. En sødmefuld, men i sin sødme aldrig påtrængende dessertvin med et højt alkoholindhold. Den har en overflod af eksotiske aromaer og indeholder ofte smagsnuancer af appelsinskal, kanel og koriander.
Hvad enten man foretrækker vine fra DOC-områderne med kontrolleret oprindelsesbetegnelse, eller præferencen ligger hos vine med betegnelsen Vinho Regional: Terras do Sado har en omfattende smagspalette og har med dette mangfoldige udvalg noget at byde på for næsten enhver.
Castelão-druens herredømme
Castelão-druen er blevet dyrket her siden 1850 og er dermed en af Portugals ældste sorter.
Første gang den blev plantet, var på vinmarken ved navn Cova de Periquita, hvilket er grunden til, at man i den nordlige del af landet ofte kalder denne rødvinsdrue for Periquita.
Regionens karrighed tilbyder ideelle betingelser for den her dominerende røde druesort. Selvom den findes overalt i Portugal, udfolder den sig bedre i den sydlige del af landet, især i DOC Palmela.
Hvor populær denne vin var, beviser vindingen af en guldmedalje på vinmessen i Berlin for årgang 1886 i 1888, hvilket markerede startskuddet på druens internationale karriere.
Fra da af steg produktionen af Periquita enormt, og vinen blev derefter eksporteret i store mængder til England, Frankrig og Spanien. Under sit nye navn Castelão er druen i dag uden tvivl den toneangivende sort på hele halvøen: Den udgør omkring tre fjerdedele af hele regionens dyrkning.
1960'erne bragte en stilændring med sig: Den nye Periquita indeholder nu 70 % Castelão, 20 % Trincadeira og 10 % Aragonez og kan på grund af sin sammensætning klassificeres som Vinho Regional. Som årsag til denne forandring nævnte man den nødvendige tilpasning til den moderne tid.
Periquita er dog stadig en portugisisk klassiker med symbolstatus, hvis forvandling hovedsageligt skyldes forbrugernes ændrede smag.
Bredden af de stilarter, som de lokale vinbønder producerer, er yderst imponerende. Ved siden af sortstypiske hverdagsvine, der opfatter sig selv som "delikate, frugtige dråber", tilbydes også en række kvalitetsvine.
For eksempel sortstypiske vine, hvis modne druer trædes med fødderne og modner i et år på franske barriques. Dette skaber en kraftfuld vin fuld af finesse med herligt dybe noter af krydderurter, røde bær og vanilje.
Ofte bruges Castelão dog også til fremstilling af cuvéer og indgår i samspil med andre druesorter. Gode eksempler på dette er regionalvine med i alt en tiendedel Cabernet Sauvignon, Trincadeira og Alicante Bouschet.
Eksperimentet med rødvinene
Hvor dominerende sorten Castelão end måtte være, er der vinbønder, der kan og vil leve uden den. For at imødekomme kravene fra en globaliseret og international vinsmag, lægger lokale vinmagere vægt på en større variation og dyrker derfor også gerne forskellige andre druesorter.
Det er sikkert ikke mindst bredden af de udbudte vine, der gør området – også som feriemål – så populært. På grund af antallet af forskellige druesorter udviser vinene fra Península de Setúbal meget forskellige egenskaber.
På i alt omkring 1.000 hektar dyrkes også internationale sorter. Således findes her populære druer som de franske Cabernet Sauvignon og Merlot, men også den spanske drue Carignan ved siden af de lokale sorter Aragonez, Bastardo og Touriga Nacional samt Moscatel Roxo.
Den store mangfoldighed af druesorter viser, at regionens eksperimentlyst stadig er i live.
Det er især tydeligt ved den landstypiske krydrethed i Meia Pipa fra Bacalhôa. Det samme gælder for den frugtige og krydrede Serras de Azeitão, der er præget af mørke bær- og kirsebærnoter. Ikke desto mindre er disse kombinationer i det mindste i øjeblikket stadig i mindretal, selvom de allerede har opnået international accept.
Sammenfattende kan man sige, at regionen Península de Setúbal tilbyder en stor mangfoldighed af rødvine og ikke behøver at frygte den internationale sammenligning på et højt niveau.
De sjældne rosévine
Trods de varme somre, de drømmende strande og de mange turister, som sikkert ville kaste sig over dem, tilbydes der kun få roséer i regionen.
Værd at nævne er vine med meget Aragonez, som udviser en diskret bærnote og udmærker sig ved en ukompliceret smag.
Den store mangfoldighed af hvidvine
I modsætning til roséen er hvidvinsudvalget en del mere omfattende, selvom hvide druer spiller en mere underordnet rolle i regionen.
Særligt fremhæves bør druesorten Fernão Pires, som med 9 % alkoholindhold er den mest repræsenterede sort.
Arinto og Moscatel fremstilles ofte i kombination. Således blander f.eks. Fonseca omkring 80 % af disse to sorter og opnår således en blomsteragtig, intens smag med rigelige frugtaromaer.
I et andet forhold blander Cooperativa Agrícola Santo Isidro de Pegões, denne gang med 70 % Fernão Pires, 20 % Moscatel og 10 % Arinto. Resultatet er tropisk-krydret med et højt syreindhold.
Men Moscatel kan også behage uden en cuvée-partner. Som sortstypisk vin er der tale om fint frugtige, friske og balancerede vine.
Også ved hvidvinene kan man identificere cuvéer med nationale og internationale sorter, som for eksempel med en tredjedel hver af Chardonnay, Pinot Blanc og Arinto.
Likørvinene fra Terras do Sado
Setúbal-regionen er også kendt for sine likørvine af højeste kvalitet. Verdenskendt er den hvide Moscatel de Setúbal. En rød variant ved navn Moscatel Roxo fremstilles i langt mindre mængder.
Moscatel fra Setúbal er ved siden af de store Madeira og Vinho Generoso den tredje betydelige dessertvin i Portugal. Den består af 85 til 100 % muskateller, hvortil der er tilføjet sorter som Arinto, Boais, Rabo de Ovelha, Roupeiro eller Tamarez.
Da Moscatel er en af de ældste kvalitetsvine, betragtes den som en stor klassiker i regionen. Den har en intens, mangefacetteret frugtaroma med noter af honning og ristede nødder.
Netop på grund af dens popularitet er der altid efterlignere. Derfor blev der, for at beskytte Moscatel, allerede i 1907 indført navnebeskyttelse for Setúbal-regionen.
Kun dem, der råder over et vinareal i delområderne omkring kommunerne Palmela, Setúbal, Montijo og Sesimbra, må udbyde deres vin under betegnelsen Moscatel de Setúbal eller Moscatel Roxo.
Fremstillingen af Moscatel de Setúbal
Fremstillingen af Moscatel de Setúbal adskiller sig ikke fra de andre dessertvine og er som følger:
Efter høsten gæres druerne, og gæringen stoppes ved tilsætning af alkohol. Herefter hviler bærrenes naturlige sødme i flere måneder. Først derefter presses og filtreres der. Efter en modning på ca. 3 til 4 år kan den fyldige vin tappes på flasker og er drikkeklar.
En særlig nydelse udfolder sig dog først med alderen. Efter omkring 8 til 10 år udvikler der sig noter af tørrede frugter, kaffe og karamel. Nogle producenter lagrer derfor deres Moscatel i mindre mængder i op til 20 år.
Den allerede nævnte Moscatel Roxo, som fremstilles i mindre mængder end sin berømte hvide modpart, har som regel lignende egenskaber som Moscatel de Setúbal.
Den tilbyder en kompleks aromapalette med noter af pomerans, figner, rosiner og hasselnødder.
Moscatel Roxo viser, hvilke smagsmæssige højder der kan opnås med en længere modningstid (ca. 9 år). Den besidder en utrolig fylde af aromaer.
På grund af ændrede drikkevaner er dyrkningsarealet for Moscatel Roxo ganske vist skrumpet ind til 330 hektar, men den, der engang har smagt denne vinklassiker, vil forblive den tro.
Om forfatteren
Inara Muradowa er SEO-ekspert og corporate blogger. Udover teknisk søgemaskineoptimering og SEO-rådgivning hjælper hun virksomheder aktivt med konceptudvikling og skrivning af professionelle blogindlæg.
